Ama’r Børnekulturhus

På hjørnet af en karré på Amager i København ligger et skævt hus. Husets ydre form følger naboejendommenes byggelinjer og højder, men er lavere i hjørnet for at lade mest mulig sol strømme ind i karrens gård. Det består af en betonkonstruktion beklædt med aluminiumplader med en lille sinusprofilering. Beklædningen går igen i taget, således at vægge og tag går i et og bygningen fremtræder som ét volumen og altså i en stil og materiale, der adskiller sig drastisk fra omgivelserne. Alligevel er det overraskende, når man besøger huset første gang, at se, hvorledes det gennem sine proportioner føjer sig ind i helheden.

Dette hus er et børnekulturhus, og her arrangeres en lang række aktiviteter for børn med musik, teater, dans eller billedarbejde, hvor børnene kan melde sig til at komme en gang om ugen gennem en sæson.

Konceptet går ud på, at børnene møder professionelle kunstnere og specialister, hvorimod de ikke møder uddannede pædagoger. ”Det er en kulturtilbud – ikke et pasningstilbud” siger husets leder, Nild Regout. Det er heller ikke en indendørs legeplads, hvor børn bare kommer for at lege – de skal komme i følgeskab med en voksen eller være tilmeldt et workshopsforløb.

Kulturhusets historie går 20 år tilbage, hvor de holdt til huse i andre bygninger med bevillinger fra kommunen et år ad gangen. En meget betydelig ulempe ved at dele rum med andre institutioner var imidlertid, at hver gang de forlod stedet, skulle der gives plads til andre brugere. Det vil sige, at hvis børnene havde bygget en legehule, så ville den ikke være der den følgende gang. Det er et problem der kendes fra andre institutioner for børn, hvor der er pladsmangel, at legens spor forsvinder, fordi, der skal gøres plads til andre brugere/andre aktiviteter. Det er et problem, der umiddelbart er let at ’overse’ netop fordi dethandler om noget, der ikke er der.

Men for nogle år siden fik kulturhuset med en bevilling fra Københavns Kommune og med støtte fra en række fonde mulighed for at bygge en permanent løsning, og det nuværende børnekulturhus blev indviet i 2013.

Dette hus er ikke blot tegnet til børn, det er udviklet sammen med børn, og især i husets indre slår børnenes ideer og præferencer igennem. Men hvordan tilrettelægger man en designproces, hvor man ikke blot projekterer de voksnes ideer over på børnene, men får fat i det, som børnene virkelig finder vigtigt?

Processen forløb på den måde, at der blev afholdt fire workshops med 20 drenge og piger i alderen 8-14 år. De fire workshops blev ledet af arkitekt Dorte Mandrup og kunstner Kerstin Bergendal. Der blev tegnet, klippet og klistret og der blev bygget modeller. Derefter blev børnene interviewet om det, de havde lavet. Hver workshop havde et tema, så som: ”Hvad vil I gerne have?”, ”Hvad kan man med et gulv?” ”Hvad kan man med en væg?” og ”Hvordan sætter vi delene sammen?”

På den måde fik arkitekten indsigt i, hvad børn synes om, og drømme om steder, der er gode at være i.

Børnene ønskede et hus, hvor der overraskelser, hvor der var god plads til at bevæge sig og hvor der var små gemmesteder. De ønskede sig, at både rum og møbler kunne bruges på flere måder.

Mange af programpunkterne er således fremkommet i en dialog mellem voksne og børn, og derefter har arkitekten omsat ønskerne i det hus vi ser nu.

Adspurgt om dette program har været anderledes, end hvis hun ikke havde arbejdet sammen med børnene, svarer Dorte, at det har det, fordi børn interesserer sig meget mere for oplevelse og følelser end for funktionalitet. ”Børn taler om at det er dejligt at sidde på en reol og kigge ned, eller sidde i en dyb lænestol. Voksne taler mere om funktioner. Måske tæller følelserne det samme for dem - men de vil ikke være ved det.”

Arkitekturen henvender sig til børn og deres kropslighed på en anden måde end huse tegnet til voksne.

Børnenes lyst til at bevæge sig er imødekommet i husets labyrintiske grundstruktur, hvor lange bevægelsesforløb forbinder rummene i de forskudte etager.

Også visuelt er huset forbundet af lange sigtelinjer med vinduer, så man kan se fra den ene etage til den anden. Transparensen giver informationer om, at der er noget at se længere fremme i huset og alligevel kan man ikke overse det hele. Det opfordrer til at gå på opdagelse helt ud i de små hjørner, hvor det sidste stykke kun kan nås ad en smal, drejet trappe.

I samme øjeblik man træder ind ad døren til børnekulturhuset kommer man ind i et stort lyst rum med vinduer med dybe vinduesnicher i forskellig højde.

Indgangsrummets store åbne gulvflade besidder tydeligvis en affordance, der inviterer børnene til at bevæge sig. Og frem for alt kalder den høje skrå klatrevæg med den tykke hynde på gulvet under - ubetinget et af de mest elskede steder i huset.

Der er også kort vej for børn ind i en vinduesniche og til at sætte sig i den sammen med en kammerat.

I de her nævnte tilfælde er der ikke nogen funktionel hindring for, at voksne kunne gøre det samme, men vejen for os er sædvanligvis så meget længere, hvis vi skal kravle, løbe, sidde i en lille niche eller bruge et siddemøbel på nye måder.

Under forberedelserne havde børnene fortalt om, hvor rart det er at sidde sammen et par stykker i en beskyttet krog og følge med i, hvad der sker i resten af rummet. Arkitekt og kunstner oversatte disse ønsker til en rumtypologi, der blev kaldt ”være alene-sammen” og arkitektonisk er den omsat i fem-seks forskelligt udformede huler foruden vinduesnicherne. Disse steder er med til at afgrænse og beskytte små intime fællesskaber, der repræsenterer en indadrettet socialitet, samtidig med at det er muligt at følge med i og blive inspireret af det der sker udenom, der modsvarende kunne kaldes en udadrettet socialitet.

Ønsket om at rum og ting skal kunne bruges på flere måder har ført til rum, der ikke kun er programmeret til en enkelt aktivitetsform. Men ingen rum kan alting! Dorte Mandrup anvender selv begrebet differentiering fremfor fleksibilitet, og har arbejdet med både rumlig en funktionel differentiering af de fire-fem værksteder og mulighedsrummet, hvor det er muligt at opbygge en scene.

Tankegangen går igen i møblerne, der er specielt designede til huset med henblik på at give flere forskelligartede muligheder. Nogle opbevaringsmøbler er forsynet med spejle, der kan bruges i forbindelse med teater, og i indgangshallen er de store hyndemøbler udformet som strandsten som man både kan lege med og sidde på, eller bruge dem for at klatre op i et vindue.

Et andet møbel med flere indbyggede muligheder er en bænk i musikrummet, der er udformet som trommer, for at også helt små børn skal kunne erfare, at der opstår forskellige lyde, når de slår på forskellige ting.

Huset er bygget til børn og til de aktiviteter, der tilbydes børnene. Det er tydeligt, at her er rum, der kan tåle vand og farver, at der spildes, og ting falder på gulvet, og kraftig lydisolering gør det muligt at udfolde sig i teater og musik, uden at lyden spredes til andre rum.

Samtidig med, at rummene er robuste og kan tåle at blive brugt, så udtrykker huset også en forfinethed. Det viser sig for eksempel i vinduesnicherne, der er beklædt med brandhæmmende krydsfinér og malede i kraftige farver. Nogle af dem er dekorerede af børnene. Mens det ny hus var under opførelse og børnekulturhuset stadig holdt til en anden bygning, havde de i et projekt, hvor de store plader krydsfinér blev bemalet i forskellige mønstre. På den måde kunne børnene forberede sig på flytningen og bidrage til det nye hus. Denne omsorg, der er bygget ind i huset følges op i den daglige forvaltning, hvor der løbende laves nye udsmykninger og udstillinger i rummene.